Onsevig Havn tager første skridt mod bedre tilgængelighed
Formand for Handicap- og Psykiatrirådet, Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme), indviede i dag første etape af Onsevig Havns tilgængelighedsprojekt ved at aktivere den nye automatiske døråbner til handicaptoilettet.
Ved hendes side deltog låsesmed Henrik Vang og havnefoged Magnus Jønsson.
Onsevig Havn har et klart mål om at være tilgængelig for alle, og projektet er gjort muligt med støtte fra Handicap- og Psykiatrirådets Tilgængelighedspulje.
“Det er vigtigt, at alle borgere kan færdes frit og trygt – også på havne og i rekreative områder. Onsevig Havn er et godt eksempel på, hvordan man med små, konkrete skridt kan gøre en stor forskel for tilgængeligheden,” siger Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme), formand for Handicap- og Psykiatrirådet
Med den nye døråbner er første skridt taget. I næste etape vil området omkring caféen og toiletterne blive gjort mere tilgængeligt for gangbesværede og andre med særlige behov.
“Vi er glade for, at projektet nu er i gang, og stolte over støtten fra Tilgængelighedspuljen. Det går lidt langsommere end håbet, fordi det kan være svært at få tid hos de lokale håndværkere – men vi er godt på vej,” fortæller Magnus Jønsson, havnefoged på Onsevig Havn.
Projektet er også støttet af Nordeafonden.

